pilespidser

Her kan man diskutere arkæologiske fund og historiske kilder relateret til buer og pile og brugen af disse i jagt og krig
Besvar
munk
Indlæg: 22
Tilmeldt: 15. okt 2002, 02:00
Geografisk sted: Nordøstfyn

pilespidser

Indlæg af munk » 2. jun 2003, 11:39

Jeg har set 4 typer af pilespidser af flint :

1. En meget stor, grov og temmelig bred flække-spids (skafttunge ?).
2. En lille trekantet, med skarp tvær-od (tværspids ?)
3. En lang spids trekantet.
4. En meget fin udformet med modhager.

Jeg ved at disse spidser stammer fra forskellige perioder, men er der flere
typer/perioder end de 4 ?
Munk
Det fynske buemagerlaug
www.buemagerlauget.dk

Brugeravatar
JonJagd
Indlæg: 851
Tilmeldt: 15. nov 2001, 01:00
Kontakt:

Indlæg af JonJagd » 2. jun 2003, 21:37

Ud fra din beskrivelse lyder det som om at du taler om følgende typer:

1. Bromme-spids fra palæolitikum.
Palæolitikum strækker fra ca. 12.500 til 8.900 f.Kr og og er kendtegenet ved de såkaldte Rensdyrjægerkulturer. Foruden Brommekulturen var der Hamburgkulturen, Federmesserkulturen og Ahrensburgkulturen. Alle kulturerne er erkendt i Danmark og er de tidligste markante tegn på menneskelig aktivitet i Danmark.
Den ældste er Hamburg-kulturen, som udfærdigede lidt mindre kærvspidser end Brommekulturen. Billedet nedenfor viser pilespidser fundet på en boplads ved Jels, som er en af de ældste i Danmark. De tilhører den yngre Hamborgkultur og kaldes Havelte-spidser.
Billede
(Taget fra Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bind 1)

Den yngste er Ahrensburg-kulturen som lavede endnu mindre spidser. I lang tid var Bromme-kulturen den eneste man havde fund af i Danmark. Det er store kraftige skafttungespidser, der sandsynligvis har været fæstnet på kastespyd og ikke pile. Ahrensburg-kulturens spidser er de mindste af de tre og har højst sandsynligt været fæstnet på pile, mens det er mere usikkert med spidserne fra Hamburg-kulturen.

2. Dette er tydeligvis en tværpil. Det er en piletype der er kendetegnende for den sidste del af Mesolitikum/Jægerstenalderen (8.900 til 3.900 f.Kr.) i Ertebøllekulturen (5.400 til 3.900 f.Kr). Den har dog også være brugt ind i Neolitikum/Bondestenalderen til jagt. I mesolitikum var der i Danmark to andre kulturer. Maglemosekulturen fra ca. 8.900 - 6.400 f.Kr. var kendtegnet ved meget små pilespidser, der kaldes mikrolitter. Det er små flækkestykker der kan limes på en pil som en lille knivæg (se følgende billede):
Billede
(Taget fra Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bind 1)
Disse små spidser blev ironisk nok brugt til at nedlægge forhistoriens største jagtvildt i Danmark, nemlig uroksen. I tilfældet med uroksen fra Prejlerup er der tegn på at de kan have været brugt som giftpile, da omkring 10 pile er affyret mod uroksen bagparti. Uroksen fra Vig ser derimod ikke umiddelbart ud til at være blevet jaget med gift, da tre små spidser blev fundet i brysthulen.
Den efterfølgende Kongemodekultur fra ca. 6.400 - 5.400 f.Kr er kendetegnet ved små brede skafttungespidser. De blev brugt til rådyr, vildsvin og kronhjort der nu var de vigtigste jagtdyr.

3. Det kan næsten kun være en Grubekeramisk pilespids du taler om. Den Grubekeramiske kultur var en jægerkultur, der levede i Neolitikum, altså et tidspunkt, hvor den altovervejende ernæringskilde var landbrug. Spidsen kan ses på følgende billede:
Billede
(Taget fra Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bind 1)

4. Den sidste må være en fladehugget pil fra Neolitikum. Disse pile fandtes i et utal af variationer, og mange har sikkert været en prestigegenstand eller bevis på flintsmedens kunnen. Deres brug har da også i højere grad været til krig end til jagt.
Billede
(Taget fra Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bind 1)

Denne korte gennegang af de spidser du nævner og de andre vigtige typer har på ingen måde været udtømmende. Hvis du er interesseret i at vide mere kan jeg henvise til forskellige bøger:

1. "Brugen af pil og spyd i Europas ældre stenalder" af Jan Friis Hansen. Jagt & Skov 1, 1999. Skrifter fra Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.

2. "Flint fra Danmarks Oldtid" af Peter Vang Petersen. Høst og Søn 1993 og 1999.

3. "Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie Bind 1" af Jørgen Jensen, 1988. Red. Olaf Olsen.
Knæk og Bræk!

Jon Jagd

Gvido
Indlæg: 11
Tilmeldt: 30. aug 2007, 15:26

Indlæg af Gvido » 18. okt 2007, 12:12

SÅ var der også den der ligner en majsel - temmeligt udbredt så vidt jeg ved før og godt ind i bondestenalderen.

Besvar