Side 1 af 1

Elmestave bøjer under tørring

: 17. sep 2018, 16:20
af pmandrup
Hej
Her er et spørgsmål fra en absolut nybegynder (mig):
Jeg har fældet en elm og fået flækket 2 fine stykker ud af det. Nærmest med det samme efter flækningen begynder stammerne at krumme en smule, så de bøjer ind mod den kommende rygside (barksiden).

Er det så håbløst at lave en bue af elmestavene, eller kan man rette denne krumning ud?

Kan man undgå at denne krumning sker? (Det skete også for mig da jeg fældede en lille Røn.)

Tak på forhånd!

Re: Elmestave bøjer under tørring

: 17. sep 2018, 20:21
af JonJagd
Hejsa og velkommen til :)

Det lyder som om at krumningen "går den rigtige vej". Vi vil som buemagere meget gerne have, at buestaven i udgangspunktet bøjer væk fra skytten (det som hedder refleks eller setback), fordi så har den en større kraft når den skal bøjes ind mod skytten. Det giver en hurtigere bue. En af de vigtigste faktorer for hvor godt buen kaster er dens profil i afstrenget tilstand. Jo mere den bøjer væk fra skytten jo hurtigere er den, og omvendt langsommere jo mere den bøjer ind mod skytten. Det sidste kaldes strengfølge (buen følger strengen og retter sig ikke helt ud ved afstrengning).

Hastigheden kommer med en pris, som er mindre stabilitet i skuddet. Hvis buen bøjer en lille smule ind mod skytten i afstrenget tilstand, så vil den ikke være den hurtigste langbue i verden, men den vil være rolig og stabil i skuddet.

Hvis buen har enten et par centimeters setback eller strengfølge, så er det inden for det rimelige, og dte vil i begge tilfælde kunne give en god bue.

Det er svært at gøre ret meget ved krumning der opstår efter flækning. Man kan godt fjerne noget ved varme, men det er nærmest umuligt at undgå at det opstår.

Re: Elmestave bøjer under tørring

: 17. sep 2018, 20:51
af pmandrup
Hej Jon.
Mange tak for svaret. Det lader til at jeg sagtens kan arbejde videre på stykkerne. Det er jeg glad for! Nu lader jeg dem tørre nogle måneder og så ser vi hvordan de har det efterfølgende. Uanset hvad, så lærer jeg nok en hel del undervejs.
Vh. Peter