Motivationen – Præcision med Nordiske langbuer og pile af træ

Tekst og billeder: Jon Jagd

“Don’t part with your illusions. When they are gone you may still exist, but you have ceased to live.” ― Mark Twain

Det bedste resultat jeg indtil videre har opnået til en udendørs buejagtturnering*, har jeg skudt med en simpel hjemmelavet langbue lavet af et helt stykke træ. Det faktum står nu klart for mig efter det sidste mål og den afsluttende sammentælling til Traditionel Træf på Vejen Buejagtbane. Ikke bare mit bedste med en hjemmelavet langbue af træ, men det bedste jeg nogensinde har skudt til en udendørs buejagtturnering med en langbue i det hele taget.

En sommerdag på Vejen Buejagtbane er den bedste form for tidsfordriv for langbueskytter og buejægere.
Foto: Morten Holten Petersen. En sommerdag på Vejen Buejagtbane er den bedste form for tidsfordriv for langbueskytter og buejægere.

Efter at jeg i en 10 års periode stort set har fravalgt træbuerne til fordel for kulfiber- og glasfiberlangbuer, alene for at kunne skyde godt nok til at bestå buejagtprøven, gå på jagt med langbue og i perioder for at kunne gøre mig i konkurrencen og kampen om at kvalificere mig til landsholdet og internationale mesterskaber, så kan jeg nu konkludere det paradoksale, at det bedste jeg indtil videre har præsteret har jeg opnået nu, da jeg er gået tilbage til en langbue af træ.

De forgangne års vaklen mellem at skyde med træbue eller fiberbue må nødvendigvis ses i et nyt perspektiv. Uanset hvad jeg kan tilskrive grunden til min gode mentale præstation i dag – og der er adskillelige – så står en ting helt fast: Jeg har ikke skudt et bedre konkurrenceresultat nogensinde med de forskellige glasfiber- eller kulfiberlangbuer jeg har ejet, og som jeg har trænet intenst med.

En anden erfaren bueskytte vil måske nok tænke, at jeg har haft en god dag, og så kan hvad som helst ske. Jeg har haft en god dag, og jeg kan nævne flere gode grunde til, hvorfor jeg har skudt uden det helt store forventningspres til mig selv, og hvordan jeg til en hvis grad formåede at dæmpe mine konkurrencenerver, når de alligevel trængte sig på. En dag, hvor man kan styre det mentale spil kan være forskellen på ens værste resultat nogensinde og ens absolut bedste resultat. Uanset dette understreger dagens skydning stadigvæk en vigtig pointe for mig:

Buen er ikke det mest afgørende for et godt resultat, og i jagten på at få marginalerne på min side har jeg muligvis stirret mig blind på nogle detaljer og overvurderet deres betydning.

Havde jeg nu skudt med den bue jeg allerhelst ville eje og skyde med, eller havde jeg fravalgt træbuerne af de rigtige årsager, ja så var alt jo i den skønneste orden. Havde jeg derimod fraveget mine oprindelige principper på et fejlagtigt grundlag i jagten på præcision, så var det måske på tide at tage et nærmere blik på mine bevæggrunde. Var jeg unødvendigt gået på kompromis?

Følelser versus argumenter – og hvad betyder det for din præcision?

“You cannot reason people out of a position that they did not reason themselves into.” ― Ben Goldacre, Bad Science

Hvad styrer egentlig dit valg af bue? Er det følelser, viden, simpel logik, økonomi, reklamer, konkurrenters resultater, myter, overtro, højre eller venstre hjernehalvdel?

Chronografen viser, at alle tre langbuer på billedet leverer 40 - 42 J med en pil på omkring 500 grains (32 gram) og en træklængde på 28 tommer og derfor lever op til buejagtprøvens krav. Fra venstre mod højre er det: 1) En fladbue af elm fra 1999 på 60 pund. En udmærket bue, som imidlertid kan optimeres ganske betydeligt og spare skytten for mindst 10 punds trækstyrke og stadigvæk levere de 40 J. 2) En glasfiberlangbue fra Border Archery på 45 pund og den bue jeg har skudt flest skud med. 3) Den bue jeg har skudt mit bedste turneringsresultat med som beskrevet her i artiklen. En fladbue af taks, på 47 pund og samme design som en bue fra den danske jægerstenalder. Den kan levere det samme rent hastighedsmæssigt som de to foregående buer, og efter at have skudt med den i en længere periode tænker jeg ikke over, at glasfiberlangbuen er lidt roligere i hånden i skuddet.
Chronografen viser, at alle tre langbuer på billedet leverer 40 – 42 J med en pil på omkring 500 grains (32 gram) og en træklængde på 28 tommer og derfor lever op til buejagtprøvens krav. Fra venstre mod højre er det: 1) En fladbue af elm fra 1999 på 60 pund. En udmærket bue, som imidlertid kan optimeres ganske betydeligt og spare skytten for mindst 10 punds trækstyrke og stadigvæk levere de 40 J. 2) En glasfiberlangbue fra Border Archery på 45 pund og den bue jeg har skudt flest skud med. 3) Den bue jeg har skudt mit bedste turneringsresultat med som beskrevet her i artiklen. En fladbue af taks, på 47 pund og samme design som en bue fra den danske jægerstenalder. Den kan levere det samme rent hastighedsmæssigt som de to foregående buer, og efter at have skudt med den i en længere periode tænker jeg ikke over, at glasfiberlangbuen er lidt roligere i hånden i skuddet.

En del af kernen i at blive præcis med buer og pile af træ, ja faktisk i al instinktiv bueskydning, er netop, at man tror på sig selv og sit udstyr.

Samtidig skader det heller ikke at søge viden, teste forskellige designs og forsøge at udvikle udstyr og teknik. Det kan jo være, at man kan forbedre udstyret på bestemte områder. Det forudsætter et åbent sind, rationel og logisk tænkning, stædighed og ikke mindst en kritisk sans.

Men hvordan ved man, hvornår man skal holde fast i sit udgangspunkt, og hvornår man skal tilpasse sig? Det er ikke nemt at svare entydigt på. Især fordi præcision er utrolig vanskeligt at måle. Vi kan til enhver tid måle hvor hurtig en bue kaster en pil. Den elektroniske hastighedsmåler (chronograf) har de seneste år hjulpet buemagerne til at afsløre utallige fasttømrede grundregler og talemåder, som de ubegrundede myter og usandheder de faktisk var. Har man i dag et mål om at opnå en pilehastighed på 165 fps (ca. 50 ms) og en anslagsenergi på 40 J med en træbue på 47 punds trækvægt, ja så er det bare at gå i gang i værkstedet og teste med forskellige buer og pilevægte, og man vil komme frem til et klart og entydigt svar om hvilken bue og hvilken pil, der kan leve op til målsætningen.

Helt så enkelt er det ikke, hvis vi vil forsøge at afdække en bues potentiale for præcision i hænderne på en skytte. I virkeligheden handler det jo om, hvor præcis en bueskytte kan blive med en given bue. Hvis jeg har et mål om at blive så præcis, at jeg i gennemsnit opnår at levere et dræbende skud på hvert mål (dvs. at pilen sidder indenfor lungeringen), hvilket jeg næsten opnåede den dag på Vejen Buejagtbane, så kan det være meget svært at svare på, om jeg bare skal træne mere med den samme bue, eller om jeg har nået grænsen for hvor præcis jeg kan blive med en given bue og derfor skal anskaffe mig en ny. Møder man en stagnation i udviklingen af ens præcision, og det vil alle skytter møde fra tid til anden, så er det nemt at falde for fristelsen til at vælge den sidste svarmulighed.

WP_20160619_11_43_02_Pro_LI
Som det kan ses på billederne her, så har glasfiberbuen en indskåret pilehylde, der medfører at pilen passerer buen tættere på buens centerlinje. Det gør, at det bliver lettere at finde pile, der flyver godt ud fra buen. Træbuerne har et indsmalnet håndtag, som kan gøres ret smalt, og man opnår derved noget af det samme.

Her kommer myterne om træbuerne meget belejligt ind og tilbyder nogle forklaringer, der kan bestyrke en i, at målet ligger for enden af regnbuen, og den regnbue er naturligvis en topmoderne langbue med en massiv tung håndtagssektion og superlette ben af kulfiber.

WP_20160619_11_56_38_Pro_LI
På billedet her kan man se, at glasfiberbuen har en lidt kraftigere håndtagssektion, der skal minimere bevægelse i hånden i skuddet (mange moderne langbuer har meget kraftigere håndtagssektioner, og nogle buebyggere benytter også princippet på laminerede træbuer).  Håndgebet er desuden opbygget med et såkaldt “locator grip” (svajet lige under pilehylden) som skal gøre det enklere at holde ensartet fra skud til skud. Træbuerne er bygget med et rundt håndtag, der fylder godt ud i hånden, og som og derfor også sikrer en ganske god konsistens.

Den moderne bue har ganske givet et højere potentiale. Alene optimismen ved anskaffelsen og troen på den nye bue kan have en øjeblikkelig positiv effekt på skydningen (ligesom placeboeffekten af højdetræning hos cykelryttere) og ikke mindst lysten til at lægge den fornødne træningsmængde. Spøgelset følger dog med, og skytten vil med usvigelig sikkerhed igen på et tidspunkt føle, at han har nået grænsen for hvor god han kan blive med den nye bue.

Er det i sidste ende alene et spørgsmål om hvad skytten føler eller tror? Og kan indsigt i hvad der motiverer vores valg af bue hjælpe os til at skelne nøgternt mellem myter og fakta, til at se hvornår vi skal holde fast i udgangspunktet, og hvornår vi skal foretage tilpasninger? Måske vi kan få lige så meget ud af at forsøge at genetablere troen?

Myter om træbuer vs. fiberbuer – eller karaktertræk?

En lang række af myter, fordomme eller måske bare karaktertræk man skal lære at håndtere, får bueskytter til at lægge træbuen fra sig for at skyde med fiberbuer i stedet. Hvis vi tager dem op i øjenhøjde, kan vi måske gøre noget ved dem. Enten ved at bedømme hvor meget effekten af dem rent faktisk er eller ved at anvise retningslinjer til at omgå de udfordringer, som de giver. Nogle myter vil måske helt kunne afvises.

Morten tager sigte på en tjur på Vejen Buejagtbane. Buen er en elmebue af typen Hjarnø, fra den Danske jægserstenalder.
Morten tager sigte på en tjur på Vejen Buejagtbane. Buen er en elmebue af typen Hjarnø, fra den Danske jægserstenalder.

Her er nogle af de påstande vedr. træbuer, som jeg enten har læst, har hørt andre udtale eller selv har tænkt:

  • Jeg kan aldrig blive lige så præcis med en bue uden pilehylde som med en bue med pilehylde, fordi den er meget mere følsom overfor pilenes spine (pilenes stivhed)
  • Man må ikke holde en træbue ved fuld træklængde mere end få sekunder, så man er nødt til at skyde alt for hurtigt
  • En træbue har en kortere levetid og skal oftere skiftes end en glasfiberlangbue, hvilket betyder, at jeg aldrig kan blive lige så konsistent med den
  • Jeg er mere præcis med en fiberbue på jagtrelevante afstande, da den har en højere hastighed og en fladere pilebane
  • Der er for meget håndshock i en træbue, til at jeg kan blive præcis med den
  • Jeg er nødt til at skyde med en træbue, der er kraftigere end en fiberbue, for at få den samme hastighed. Jeg kan altså enten vælge at opnå dårligere præcision pga. lavere pilehastighed eller fordi jeg skal kæmpe med en kraftigere bue.
  • Jeg skal bruge meget tid på at bygge og vedligeholde træbuer, hvilket er tid, som går fra min værdifulde træningstid
  • Træbuer er meget påvirkelige over for fugt og temperatursvingninger
  • Over en hel turneringsdag mister en træbue meget af sit kast

Ovenstående liste af påstande, fordomme, myter, karaktertræk eller hvad vi nu kalder dem, kan uden tvivl gøres længere. Pointen er, at hvis man er bevidst om hvorfor man fravælger træbuen, så kan der måske findes en løsning, som gør, at man alligevel kan opnå den ønskede præcision med træbuen.

Min motivation for at genopbygge bueogpil.dk og for at samle træbuen op igen er netop at forsøge at ramme en kraftig jagtpil gennem ovenstående myter – eller i det mindste bløde dem lidt op, og give råd og vejledning til hvordan man håndterer dem.

Og så vil jeg i øvrigt bemærke, at mit bedste resultat nogensinde til en buejagtturnering har jeg skudt med en hjemmelavet langbue i stil med en dansk stenalderbue, bygget af et helt stykke takstræ, uden pilehylde, 2 pund kraftigere end min glasfiberbue men med samme hastighed, med perfekt tilpassede træpile og hen over 4 timers skydning på en lun sommerdag.

*Buejagtturneringer, hvor man skyder efter tre-dimensionelle mål, der er udformet som jagtdyr, kaldes i daglig tale 3D-skydning.