Arven fra den Nordiske jagtlangbue

Strømninger

Historien om buen og pilen i Danmark og de skiftende kræfter, som har påvirket dens brug og udvikling, er som en flodslette gennemskåret af et kompliceret net af brusende og rislende vandstrømme, der forgrener sig, samles og skilles igen, mens vandet flyder med skiftende intensitet. På bestemte steder mødes strømme fra vidt forskellige udgangspunkter og danner en ny kraftig flod, som bliver til en unik blanding af de to oprindelige strømmes karakteristika. Atter andre bevæger sig ud på et sidespor, hvor de lever et anonymt liv og ikke mødes og blander sig med andre i lang tid.

——

Jægerne – jagtlangbuer af elmetræ

Da den store isbræ for 13.000 år siden havde trukket sig tilbage, fra det der nu er Danmark, trængte de første grupper af rensdyrjægere fra Nordtyskland ind over den vidtstrakte og træløse tundra. På kanten af en tunneldal, ved det vi i dag kender som Jels Søerne, efterlod de sig pilespidser af flint. Det er i dag de tidligste vidnesbyrd om jagt med bue og pil i Danmark.

De følgende årtusinder var klimaet præget af skiftende varme- og kuldeperioder, og efter en sidste kuldeperiode for 11.000 år var istiden endelig forbi. Mildningen fortsatte, og for 9 – 10.000 år siden nåede gennemsnitstemperaturen for juli op på 18-20 grader, hvilket er lidt højere end nu. Klimaet blev mere tørt og kontinentalt. Fyrretræerne fik overtaget over birketræerne, og hasselen indvandrede. Lidt efter fulgte elm, eg, ask og senere el og lind. Foruden elg, urokse, kronhjort og rådyr, husede skoven nu også vildsvin, ulv, bjørn, grævling, odder, bæver, skovmår, los og vildkat.

En elmebue bygget efter principperne fra den Danske jægerstenalder.

Med dyrene var tilpasningsdygtige jægere også genindvandret til det gavmilde landskab. De var bevæbnet med fladbuer på 150 – 170 cm lavet af elmetræ, som var det bedste og stærkeste buetræ, der groede i Danmark på det tidspunkt. Buerne var så raffinerede i deres design, at der allerede på det tidspunkt må have ligget en lang udviklingsproces forud for dem, og det virker plausibelt at de var lavet af den jæger, der brugte dem på jagt.

Fra denne tid, som arkæologisk kaldes Maglemosetiden, har vi de første fund af selve den nordiske jagtlangbue. De blev fundet i 1940’erne i Holmegaards Mose ved Næstved. De er 9.000 år gamle, hvilket betyder, at de den dag i dag stadigvæk er de ældste arkæologiske fund i verden, som man med sikkerhed ved er buer. 

Som tiden gik, blev presset på ressourcerne større i det lille ørige. På det isolerede Sjælland og andre øer forsvandt uroksen, elgen og andet storvildt efterhånden. Havet steg og efterlod endnu mindre land til et voksende antal mennesker. Vi ved, at antallet af konflikter voksede, og jægerne blev nu også fra tid til anden, dræbt af pile fra elmetræsbuer.

For omkring 6.000 år siden opstod landbruget. Muligvis som et svar på den større konkurrence om de svindende ressourcer. Jagt med bue og pil trådte i baggrunden, men fladbuen af elmetræ fandtes stadigvæk i bondestenalderen. Herefter synes den dog helt at forsvinde ud af historien. Jægernes langbuer blev opslugt af tørvemoser og overskyllet af det stigende havvand, og vi ser ikke mere til den nordiske jagtlangbue i Danmark

Bønder og krigere – krigslangbuer af taks

Lange slanke krigslangbuer af taks blev ofret i de Danske moser i jernalderen.

I bronzealderen (2.000 – 500 f. Kr.) førte bue og pil tilsyneladende et stilfærdigt og anonymt liv i Danmark, men i den efterfølgende ældre jernalder, især 3. og 4. århundrede efter Kr. skete der noget. Lange og slanke langbuer af taks blev brugt i store slag og efterfølgende ofret sammen med store mængder af andre våben i moserne. De mange buer var ensartede og kan godt have været massefremstillet. Bueskytten og buemageren var ikke nødvendigvis den samme person.

Buerne fra denne periode har slående lighed med den senere så berømte engelske langbue. 

I vikingetiden var det stadigvæk den lange bue af taks til krig, som dominerede billedet på datidens illustrationer og i sagaerne. Danske vikinger brugte og udbredte buen på deres rejser, og i de mange slag, som vikingerne deltog i. Efter vikingetiden forsvandt bue og pil endnu en gang ud af billedet i Danmark, og denne gang var det et endegyldigt farvel. Den nordiske langbue blev glemt, og Danmark var nu ikke længere et land, som kunne inspirere andre til at udvikle og anvende langbuen.

Initiativet og de kræfter, der påvirkede brugen af bue og pil i Danmark og resten af Europa var flyttet vest på.

Den engelske langbue som sportsvåben

Englænderne, som den dag i dag er stolte over arven fra deres engelske langbue af taks, der i middelalderen flere gange hjalp dem til store sejre over Franskmændene, etablerede i løbet af Victoria-tiden (1800-tallet) langbuen som et populært sportsvåben. Inspireret af de krav, der var til deres bueskytter i middelalderens krige og de træningsformer, der blev etableret den gang, skød de mod skydeskiver på meget lange afstande, hvor det gjaldt om at samle en gruppe af skud så godt som muligt.

Korrekt form i følge Horace Ford, 1856
En gentleman demonstrerer korrekt form med den engelske langbue i bogen Archery: Its Theory and Practice af Horace Ford , 1856

På samme måde som middelalderens kraftige krigslangbuer, der blev masseproduceret af importeret takstræ af specialiserede buemagere, købte sportsskytternes også deres lettere og mere klejne taksbuer af berømte og velrenommerede buemagere som Thomas Waring, John Buchanan og James Duff.

Datidens bedste bueskytte Horace Ford skrev en banebrydende bog, hvori han beskrev sin skydestil og fundamentet for hans legendariske præcision med langbuen. Bogen fra 1856 med titlen Archery: Its Theory and Practice blev en grundbog for sporten, og med den var Victoria-tidens verdensomspændende engelske rige med til at inspirere den vestlige verden til at adoptere den engelske langbue som et konkurrence-våben.

Den engelske langbue som romantisk  – og hjemmelavet – jagtvåben

Med første verdenskrig og Englands faldende globale indflydelse rykkede initiativet og indflydelsen endnu en gang mod vest til det fremadstormende Amerika, hvor forskning og innovation gik hånd i hånd og var med til at rykke bueskydningen ind i en ny æra.

null
Bogen Witchery of Archery fra 1878 udbredte kendskabet til jagt med bue i den brede offentlighed i USA og senere i Europa. Billedet er indsat fra Archery Hall of Fame.

Først var det dog to brødres evner med den engelske langbue, det skrevne ord og et romantisk natursyn, der etablerede den engelske langbue som det ypperste våben til fair jagt. Maurice og Will Thompson voksede op på en gård i sydstaten Georgia i midten af 1800-tallet, hvor de via tilrejsende lærere fik en god litterær uddannelse og havde, hvad Maurice beskrev som “a sweet, wild life; hard enough…, almost savage…devoted to books, manual labor, shooting and fishing”. Efter den Amerikanske borgerkrig, hvor de kæmpede på tabernes side, vendte Will og Maurice Thompson tilbage til et ødelagt hjem. Det var forbudt for tidligere sydstats­soldater at bære skydevåben, så med deres engelske langbuer tog de på jagt i skovene og sumpene, og skaffede sig derved kød til gryderne. Det gik dem godt, og Maurice skrev flittigt og fik jævnligt udgivet artikler om deres jagtoplevelser. I 1878 udkom en række af hans artikler som en bog med titlen Witchery of Archery. En titel, der præcist indkapsler essensen af bogen og dens succesfulde gennemslagskraft, hvorved den engelske langbue introduceredes som jagtvåben i USA.

Saxton Pope's bog
Saxton Pope. Billedet er indsat fra Archery Hall of Fame.

Bevægelsen styrkedes med den Californiske læge Saxton Pope’s bog Hunting with the bow and arrow fra 1925, hvori Saxton Pope beskrev sine jagtoplevelser med Arthur Young og indianeren Ishi og hvordan de som jægere lavede deres egne jagtlangbuer. Begrundelsen for at lave deres eget udstyr var, at de kraftige jagtlangbuer ikke kunne købes af etablerede buemagere, og som jægere var de nødt til at være i stand til at reparere deres grej selv, når de var på jagt langt fra civilisationen. En smule fornøjelse og stolthed ved selv at fremstille sine jagtredskaber har nok også spillet ind.

Grev Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille med sin langbue, jagthund og Egeskov Slot i baggrunden.

Saxton Popes bog blev den næste store inspirationskilde for Amerikanske, og nu også kommende Danske buejægere. Carl Dreyer, grev Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille og Charles Pelsøe dannede en dynamisk trio, og Carl Dreyers bog Med Bue og Pil fra 1936 dokumenterede deres oplevelser med jagt i Danmark med den engelske langbue.

Endnu en gang var der buejægere i Danmark – nu med hjemmebyggede engelske langbuer i hånden…

Buen som effektivt masseproduceret jagt- og sportsvåben

Amerika fortsatte med at udøve sin indflydelse på den vestlige verden. I 1930’erne og 40’erne fandt forskerne Hickman, Klopsteg og Nagler gennem grundige forsøg ud af, at fladbuer med rektangulært tværsnit og lidt kortere længde end den engelske langbue, rent faktisk var den engelske langbue overlegen. Et noget overraskende resultat for de mange tilhængere af den engelske langbue. Ud af deres forskning opstod den amerikanske fladbue.

Den amerikanske fladbue skulle vise sig at have slående lighed med de endnu ikke opdagede elmetræsbuer fra den Danske stenalder.
Howard Hill
Howard Hill udbredte som ingen anden i sin samtid den amerikanske langbue og bueskydning gennem hans film, bøger og opvisninger af hans utrolig præcision med buen. Billedet er indsat fra Archery Hall of Fame.

Den amerikanske fladbue blev gjort berømt af bl.a. den legendariske bueskytte og buejæger Howard Hill, som bragte den op på filmlærrederne verden over i store Hollywood-film og jagtfilm. Buetypen blev masseproduceret af glasfiberforstærket træ af bl.a. Fred Bear og i høj grad anvendt til jagt og feltskydningsturneringer i USA og andre vestlige lande.

Efter den Amerikanske fladbue etablerede recurve-buerne sig i løbet af midten af det 20’ende århundrede som det seriøse alternativ til både jagt og konkurrence. Bueskydning var blevet optaget i OL i 1900, og her var det i sidste ende også recurvebuen, der vandt pladsen som standarden. I 70’erne kom compoundbuen på banen og fik i løbet af 80’erne og 90’erne en altdominerende status indenfor især jagt.

Langbuen var endnu en gang ved at gå i glemmebogen.

Nyvunden interesse for historien og naturmaterialer – den Nordiske jagtlangbue får sin chance

E. Sigurd Hansens bog fra 1994 havde stor gennemslagskraft i Danmark og satte mange danske buebyggere i gang med at bygge engelske langbuer.

Langbuen var trængt, men den havde stadig sit tag i bestemte grupper, og i 1994 skete der i Danmark det, at bogen ”Langbuer og pile af træ” af E. Sigurd Hansen udkom. Den startede en bølge af danske buebyggere, der forsøgte sig med hjembyggede langbuer efter engelsk forbillede. Af andre samtidige danske udgivelser kan nævnes Flemming Alrunes buebygningsinstruktioner og Dan Højs bog ’Bue og pil’.

Samtidig med E. Sigurd Hansens bog voksede en bølge af træbuebyggere frem i USA, hvilket bl.a. udmøntede sig i det imponerende fire-bindsværk ”The Bowyers Bible”. Forfatterne havde som mål at gennemhulle alle de dogmer og usandheder, der i flere hundrede år havde gennemsyret den dominerende og noget elitære tradition om den engelske langbue af taks. Fladbuen af elm og andre lyse træsorter fik pludselig stor gennemslagskraft hos buebyggere pga. dens overlegne effektivitet, enkelhed og de lyse træsorters udbredte tilgængelighed for menigmand. Mange af disse buemagere interesserede sig i øvrigt mere for buejagt end konkurrenceskydning.

Bowyers Bible fik, bla. via stor fokus på nordeuropæiske stenalderbuer, ganske stor gennemslagskraft i Danmark, og den nordiske elmebue havde nu en reel chance for at blive bredt anerkendt i sit hjemland. Det gjorde den også til dels hos traditionalister og buebyggere, som interesserer sig for at bygge egne buer og som tog til de danske bueskydningsturneringer med deres hjemmelavede buer.

For hobby- og konkurrence bueskytter, samt buejægere var det imidlertid en anden sag.

Langbuen til moderne buejagt og elitebueskydning

Bueskytter og buejægere er ofte et andet folkefærd end buebyggerne – i hvert fald i dag. Interessen for buejagt med hjemmebyggede langbuer steg, men led nok også samtidig et knæk, da buejagten blev legaliseret i 1999. Buejagtprøven – som langt hen ad vejen tog udgangspunkt i de moderne compoundbuer – viste sig så svær, at det kun var ganske få skytter, der på det tidspunkt formåede at bestå prøven med en langbue. De mest moderne langbuer af glasfiber og kulfiber blev svaret på de høje krav for de fleste skytter.

Danske skytter til VM i 3D i Østrig i 2011.

I løbet af 00’erne begyndte danske langbueskytter i mindre tal at gøre sig gældende med buejagttegn, og i 2007 tog det første danske landshold i 3D (konkurrence i buejagtskydning) bestående af 3 langbueskytter og 1 compoundskytte til VM i disciplinen 3D i Ungarn for egenfinansiering. År for år blev landsholdet større og større, og danske skytters resultater blev bedre og bedre. Opbakningen fra Dansk Bueskytteforbund måtte følge trop, og endnu flere skytter tog langbuen op som et seriøst konkurrencevåben. Bredden blev større og antallet af skytter, der kæmpede om landsholdspladserne voksede.

Kampen om point, kvalifikationer og sponsorater skabte et fokus på præcision, som hævede niveauet og anerkendelsen af langbuesporten. Det havde til gengæld den sideeffekt, at der kom en vis ensretning, og det blev endnu en gang sjældnere at se personer med hjemmebygget udstyr til de danske 3D-turneringer.

Den hjemmebyggede træbue, der netop havde fået et svagt fodfæste i Danmark, mistede meget af sin genvundne status og blev så småt glemt i processen.

Status i dag og arven fra den Nordiske jagtlangbue

Dansk bueskydning og buejagt er inde i en rivende udvikling. Inden for alle bueklasser er Danmark flot repræsenteret til internationale stævner, og buejagtdiciplinen 3D-bueskydning oplever en stor tilgang af både unge og ældre skytter af begge køn. Skytternes præcision har nået nye højder, og langbuen er i løbet af de sidste 10 år blevet anerkendt som et seriøst konkurrencevåben, der tages op af skytter med ambitioner om gøre sig gældende ved internationale mesterskaber.

Egen fortolkning af jægerstenalderens jagtlangbuer.

Den Nordiske jagtlangbue var et avanceret og forfinet våben udviklet gennem årtusinder under de vilkår, som tidens klima og flora stillede buemageren overfor. Den var tilvirket af jægeren selv og tilpasset jagt på datidens jagtdyr, fra de større dyr som urokse, kronhjort og elg til mindre pelsdyr og fugle. I kraft af sin enkle konstruktion var den simpel at tilvirke samt robust og holdbar i det skiftende klima, som har hersket i Norden siden istiden. Et våben, der har fascineret og inspireret buemagere frem til i dag.

Mange danske buebyggere laver og skyder med langbuer af alle mulige oprindelser og udformninger, og det er fint. Når alt kommer til alt, så er den konstante udvikling – som i så meget andet – selve livsnerven i buebygning og bueskydning.

Når det er sagt, så har intet andet land i verden en tilsvarende arv i form af buer fra den tidligste forhistorie. Den har med sin historie, kontinuitet og unikke egenskaber potentialet til at give os inspiration til endnu en gang at udvikle vores egne unikke langbuer, stil og identitet, der kan matche Englændernes og Amerikanernes.

Egen fortolkning af jægerstenalderens jagtlangbuer. Håndtaget er mere afrundet end det man finder på mange af jægerstenalderens buer. Jeg synes, at det er behageligt at holde på, fylder godt ud i hånden og er pænt at se på. Der skal være rum for fortolkning, når målet er en bue, der skal bruges af en selv i jagten på præcision.

Vi synes det er på tide, at få genetableret kendskabet til den nordiske jagtlangbue, dens tradition og fine egenskaber, så danske buebyggere og bueskytter, med det nye høje sportslige niveau og ambitioner kan udbrede kendskabet til vores rige og lidet kendte arv. Med tidens store interesse for buejagtskydning, jagt og selvforsyning, hvad er så mere oplagt end at bruge den bue, der blev udviklet af jægere til jagt i vores del af verden.

Udfordringen fra den nordiske jagtlangbue ligger lige foran os, og venter på at blive samlet op.