Archery – Its theory and practise af Horace Ford

Korrekt form i følge Horace Ford, 1856
Korrekt form i følge Horace Ford, 1856

Her følger mine noter fra læsning af bogen ‘Archery – Its theory and practise’ fra 1856 af Horace Ford. Bogen er den vigtigste og meste banebrydende bog fra sin samtid og omhandler, hvordan man opnår præcision i skiveskydning med den engelske langbue.

Horace Ford blev født i 1822. Han begyndte sin professionelle karriere i sin faders advokatkontor i London. Senere bestyrede han en kulmine i Wales.

1840’erne var præget af en stigende popularitet og anerkendelse af bueskydning som sport i England og derfor også et stigende sportsligt niveau. Ford udmærkede sig ved at vinde det Britiske mesterskab i 1849, en titel han vandt hele 12 gange.

Selv om Ford er en udpræget repræsentant for den tradition og skydestil, som følger med skiveskydningen på kendte afstande – en ganske anden end den der følger med jagtbueskydning – så er bogen særdeles relevant for alle bueskytter, der gerne vil blive mere præcise med langbuer og pile af træ. Den nemlig skrevet i en tid, hvor den engelske langbue af træ var den dominerende buetype til sportsskydning. Det kan således vise sig, at den skydestil man udviklede og brugte den gang træbuerne herskede, varierede i større eller mindre grad fra den skydestil , som undervises i dag til moderne bueskytter med moderne buer af kunstmaterialer.

* Noterne er tidsmæssigt skrevet ud fra Fords synpunkt og forklaringerne af skydestil er skrevet ud fra en højrehåndet skyttes synspunkt. Mål er ofte i engelske tommer (2,54 cm). 6 tommer skrives som 6″.

Archery – Its theory and practise, Horace A. Ford, 1856

Ford indleder med at fortælle, at han vil fremlægge nogle synspunkter og teknikker, som varierer noget fra dem som Roger Ascham fremlægger i hans værk ‘Toxophilus’ fra 1545, der ellers betragtes som grundbogen for bueskydning (fra en tid hvor langbuen stadig blev brugt sporadisk i militæret). Der har altså været en udvikling i Fords tid, og han fremhæver, at det der var god skydning i starten af 1800-tallet i 1856 er dårlig skydning. Han argumenterer også for, at det for ham ikke er nødvendigt at starte med at forsvare buen som et seriøst våben, som hans foregangsmænd traditionelt har været nødt til, da langbuen og bueskydning nu er veletableret som et seriøst og krævende våben og sportsgren.

Om buen

Ford skriver kun om den Engelske langbue. Han mener at en bue der bøjer i håndtaget kaster dårligt og sparker i hånden. En bue med en smule refleks er en fryd for øjet men vil også sparke lidt i hånden. En bue med lidt strengfølge er det mest behagelige at skyde med. Grunden til at håndtaget bør være forskudt 1 – 1 1/4″ ned er også, at buen vil ruske i hånden. Desuden vil “fulcrum” (det centrale omdrejningspunkt) når buen spændes netop være i centrum af buen når den holdes på den måde.

Ved normal 28″ træklængde for buer fra 48lbs til 55lbs bør længden være 5 fod 10,5″, ikke kortere end 5 fod 7″ eller længere end 6 fod.
Da buen til krig faldt tilbage og importen af taks stoppede opfandt man den rygforstærkede bue i slutningen af det 16ende årh. inspireret af tyrkiske, persiske, tartarer, kinesiske og laplandske buer (to stykker træ limet sammen med isinglass – en type lim vistnok af fiskeben eller -skind). De blev ofte lavet af taks med hickory eller wych-elm.

Enhver form for refleks i den afstrengede bue, som det ofte ses på de laminerede buer er en ulempe og medfører rystelser og spark i hånden. En smule strengfølge som i helvedsbuen og et stift håndtag er langt det bedste. Den vigtigste kvalitet ved en bue er nemlig stabilitet og ro i skuddet.

Han diskuterer fordele og ulemper ved de to bedste buetyper, nemlig helvedsbuen af taks og taksbuen rygforstærket med taks. Helvedsbuen er den meste rolige og stabile mens den rygforstærkede er med sin lidt højere hastighed lidt mindre følsom overfor minimale fejl i træklængde og slip i forhold til højden på pilebanen.

Take down-buen med sin højere vægt er ifølge Ford IKKE rar at skyde med.

Hvordan man vælger og bruger en bue

At buen ikke er for stærk er det vigtigste. Ellers opstår fejl: venstre arm, fingrene på højre hånd og håndledet bliver overbelastet og ustabil, trækket uensartet. De mest stabile og flade skud kommer fra buer på 48-56 lbs fra folk der ville kunne skyde med 80 lbs.

Pilen

Forklaring af paradoks: Buen vil tvinge spidsen af pilen mod venstre så længe det tyngdemæssige midtpunkt er inden for buen og omvendt. Det omvendte modvirkes dog noget af strengens greb i nocken.

Fjerene modvirker og dæmper svingningerne. Ford foretrækker cylindriske pileskafter og mener at bobtailed (tykkest ved spidsen) går til højre og chested (tykkest ved nocken) til venstre. Barrel taper (tøndeformet) bryder han sig heller ikke om og siger, at den “ikke følger spidsen godt”. Han er dog ikke ret præcis og cirkelargumenterer for, at det cylindriske er det bedste.

Lette pile er en fejl i target shooting og sågar i længdeskydning (han er i sidste tilfælde efter min mening ikke helt skarp på årsag og effekt)

Om strengen

En tyk streng blev traditionelt opfattet som den der kaster mest stabilt og en tynd streng som den der kaster “skarpest”(hurtigst). Han foretrækker selv det sidste, men han har ikke erkendt den store forskel. Buens styrke dikterer naturligvis i høj grad meget.

Skydehandske

Uden at argumentere for hvorfor fremfører Ford, at skydehandsken, som blot er nogle fingertutter af læder, er den såkaldte tab overlegen og giver et bedre og mere jævnt slip og bedre kontrol med strengen.

Bracing and nocking

Ford foretrækker en høj strengehøjde på minimum 6″, da det giver større stabilitet og en roligere og renere afgivelse af pilen med mindre risiko for at ramme armen. Disse fordele opvejer det lidt dårligere kast (jo længere strengen skubber på pilen jo bedre kast).
Nockpunktet skal være præcis vinkelret ud for det punkt på buen hvor pilen passerer. Ikke en smule over eller under (så enten har deres buer været sådan designet, at det har kunne fungere som en regel eller også har man ikke lavet nærstudier af nockpunktets indflydelse på flugten gennem papirtests eller lign. da vi jo i dag ofte har et nockpunkt lidt over vandret).

Postion

Generelt skal det være enkelt, frit, afslappet og ikke mindst elegant.
Fodstilling sidelæns mod målet med 6-8″ mellem hælene og tæerne med 6-7″ mere. Knæene skal være strakte. Lige meget vægt på hvert ben. Venstre skulder mod målet i sin naturlige position.

Overkroppen opret og strakt men ikke stiv. Ansigtet vendt næsten mod målet med et roligt besluttet udtryk. Brystet og hovedet en lille smule frem mod buen.

Grebet om buen skal være med et naturligt strakt håndled.
Om buen skal holdes perpendikulær eller mere eller mindre oblique så fortrækker han det første.

Optræk

Ford foretrækker at hævning af buen og træk med højre arm og skub med venstre arm sker simultant, således at mindst tre fjerdedele af pilen er spændt når den peger på målet og højre albue er på niveau med trækfingrene.

Han foretrækker også at komme op på målet nedefra i stedet for ovenfra eller fra siden.

Ford foretrækker, at den sidste del af optrækket sker i én kontinuerlig bevægelse uden stop ved anker (ligesom Ascham) selv om han siger, at det nok skal kunne fungere med en kort pause, mens der sigtes.

Den korrekte træklængde bør alene kunne erkendes gennem lang tids træning og fornemmelse for det. Ford er i mod en markering på pilespidsen, der kan mærkes på hånden eller et særligt ankerpunkt på ansigtet, da han mener, at det vil distrahere øjet og bevidstheden fra at sigte.

Det er MEGET vigtigt, at pilehånden fortsætter i en lige linje bagud efter slippet og ikke til en af siderne.

Ford anbefaler i modsætning til Waring, at buen holdes med let udad- og opadbøjet albue, da det sikrer fri bane for streng og pil uden at ramme armbeskytteren.

Min note: Det lave anker, i forhold til ankeret i mundvigen, der bruges af mange buejagtskytter, skyldes, at hånden ikke bør dække målet på 100 yds.

Det vigtigste ved optrækket er, at det er jævnt, roligt, glidende og kontrolleret i en lige linje bagud.

Om at sigte

Ford fremfører, at hans observationer er relevante for afstande indenfor den “nutidige” bues rimelige radius, som ligger på 120-130 yds. Udover det vil målet være dækket af hånd mm, og et hit vil være et rent lykketræf.

Ford kritiserer Ascham for at sige det selvmodsigende, at det at se på pilespidsen er bedste garanti for korrekt træklængde men at se på målet altid er den eneste rigtige måde at skyde “straight”. Begge dele er ifølge Ford nødvendige og Ascham tilbyder derfor ikke nogen løsning.

Horace Ford forklarer, at man skal have et billede af tre ting; selve målet, som er punktet man vil ramme, pilen i hele sin retning og længde og sigtepunktet. Sigtepunktet er det punkt, der er skjult for øjet af pilespidsen. På en bestemt afstand og uden sidevind vil sigtepunktet og målet være det samme. Alle de tre dele skal altså være i synsfeltet.

Det direkte syn kan dog kun omfatte en ting, og det må ikke være pilen. Det er det indirekte syn på pilen, der skal sikre skytten, at retningen er rigtig. Det kræver at pilen er i en lige linje under højre øje. Han bruger ikke begrebet mesterøje (men forklarer problematikken) men konkluderer, at man lærer sig kun at se én pil selv om begge øjne er åbne. Nogle har dog det ene lukket.

Af de sidste to punkter, som skytten skal have fokus på, foretrækker Horace Ford, at det direkte syn fokuserer på sigtepunktet, mens målet også ses i det indirekte syn (den instinktive buejagtskytte vil ofte have målet i sit direkte syn og sigtepunktet i det indirekte). Det skyldes, at målet på nogle af de lange skiveskydningsafstande vil være skjult af hånden og derfor ikke kan ses i hverken det direkte eller indirekte syn men kun sigtepunktet. Derfor foretrækker han, at gøre det i alle tilfælde for ensartethedens skyld.

Hvorvidt det er godt eller skidt at lukke venstre øje, så mener Horace Ford, at det bør undgås, da målet derved er helt skjult på de afstande, hvor hånden dækker målet. Desuden ser det ikke elegant ud og kan forkrampe ansigtet og derved indsnævre synet for det åbne øje. Kun for de skytter, hvor pilen ikke er under mesterøjet, er det tilrådeligt, da det er den eneste løsning på det problem.

Om at holde og slippet

Holde: Ford er her enig med Ascham om, det at holde før slippet skal være så kort tid, at det bedre kan opfattes i skyttens bevidsthed end det kan ses af en udenforstående med det blotte øje.
Målet med den umærkelige pause tjener til at stabilisere buearmen og korrigere sigtet, og det medvirker til at sikre et sikkert og ensartet slip.

Slippet: Ford skelner mellem “skarpheden” af slippet og “sikkerheden” af slippet. Han mener, at et skarpt slip, hvor fingrene plukkes hurtigt og pludseligt af strengen, resulterer i en hurtig og lige pileflugt, som ikke er meget værd uden også sikkerheden, der resulterer i et præcist træf. Det perfekte slip er nødt til at indeholde et balanceret mål af begge elementer med sikkerheden højere prioriteret end det skarpe slip, da det meget skarpe slip nemt giver variationer til siden eller i højden. Omvendt vil et passivt slip, hvor fingrene følger bare en lille smule med fremad være skidt for pileflugten.

Det gode slip må og skal være resultatet af en kontinuerlig bevægelse og træk bagud i pile-arm og -hånd (det samme som man i dag beskriver med den rette rygspænding).

Ford nævner, at de fleste skyder med tre fingre, men hvis man har kræfter nok til at trække strengen med to fingre (pege- og langfinger) så vil det være lige så godt og måske bedre.
Mht. placeringen af strengen anbefaler Ford, at strengen ligger hen over fingrene nogenlunde midtvejs mellem fingerspidserne og det første led. Det er umiddelbart tættere mod fingerspidserne end hvad man normalt anbefaler i dag.

Buearmen skal holdes så roligt som muligt, og må ikke bevæge sig mod pilehånden i slippet (eller i nogen anden retning), da det vil trække kræften ud af skuddet. Denne problematik er også det, man i dag adresserer med kravet om rygspænding.

Konkurrenceformer

Clout-shooting er skydning efter en skive liggende på jorden 180 til 200 yards fra skytterne. Ford har ikke meget til overs for hvordan det praktiseres i hans tid, da skytterne skyder med buer af samme styrke, som dem der bruges til den mere almindelige skiveskydning. Desuden er afstanden så stor, at man ikke har noget fast sigtepunkt, og et træf er derfor rent held. Ydermere favoriseres skytten, der rammer det minimale mål med en enkelt pil ved rent held pointmæssigt over skytten, der er i stand til at samle adskillelige pile i en lille afstand fra målet. Disciplinen opnår derfor hverken målet med den oprindelige krigstrænings med kraftigere buer eller den mere moderne konkurrenceskydnings krav om høj præcision.
Ford bruger ganske meget spalteplads på forklare hvorfor han mener at clout-shooting er forfejlet som både sportslig eller historisk disciplin.

Roving, som oprindeligt også er en krigs-disciplin, hvor man skyder efter mål på varierende (typisk også ret lange) afstande, meget a la golf, er til gengæld ret underholdende og spændende ifølge Ford

Flight-shooting, på dansk længdeskydning, handler om skyde længst muligt. Ford har kun praktiseret det i lille grad, men er af den mening, at et skarpt slip er langt vigtigere end en tung bue, og at der findes næppe den bueskytte, der kan afgive et perfekt slip fra en 65 punds bue, selv om mange kan spænde buer på 70-80 pund. Han har selv skudt 289 yards, som er ganske tæt på, det der kaldes den magiske grænse på 300 yards. På det tidspunkt var det kun opnået med en tyrkisk hornbue.