Tekst og Foto: Jon Jagd

Jeg er ved at prøve noget jagttøj, da jeg på væggen over for mig får øje på et sort-hvidt billede fra en tid, som symboliserer noget ganske andet end det overvældende univers af plastic, stål og bling-bling jeg befinder mig i nu – en Bass Pro Shop i San Jose i Californien, arealmæssigt på størrelse med en Bilka-butik og fyldt væg til væg med alt, hvad tænkes kan til jagt, lystfiskeri og anden form for friluftsliv. Billedet viser en gruppe på fire jægere, der sidder i en granbevoksning bag en læskærm af lærred og varmer hænderne ved et bål. Ved siden af dem står et par langbuer med recurve, og på bålet står en emaljegryde. Mændende er iklædt tophuer og hvad der ligner kraftige uldjakker eller -skjorter i ensfarvede grå jordfarver. En enkelt er iklædt en ternet skjorte. Med tanke på, at hjorte og mange andre byttedyr er farveblinde, er jægerne formentlig ganske godt camoufleret for det de jager.

Jeg tror, at mange andre, der lige som jeg er interesseret i buejagt og langbuer, har en særlig fascination af den periode omkring de to verdenskrige, hvor buejagten i USA i sær, men også i Danmark, var i vækst og stadigvæk var stærkt præget af den enkelte jægers evner i træværkstedet og til at klare sig med få hjælpemidler i skoven. Når jeg ankommer til Vejen Buejagtbane til årets Traditionel Træf og træder ind i det hyggelige klubhus med de mange historiske blade, billeder, buer, pile og andre memorabilia på væggene, så kan jeg næsten ikke komme tættere på at være en del af den tid.

Kort efter vores ankomst lørdag eftermiddag, da teltet var slået op, skyndte Morten, Rasmus, Valdemar og jeg os ud på banen for at nå en runde før aftensmaden. Luften var tung af fugt, det dryppede fra træernes blade, græsset var dyngvådt, og man mærkede tydeligt, at et nyt regnvejr kunne bryde løs når det skulle være. Banen er udlagt i et skovområde med høje træer, døde rådnende træstammer på jorden og en underskov af bregner. Det var som kulisserne til Jurassic Park, og en velociraptor havde været et velvalgt mål. De fleste mål var dog mindre nutidige jagtmål placeret så man skulle sende en pil gennem smalle korridorer i bevoksningen.

Til sidst kunne regnen ikke holde sig tilbage, og vi fortrak til klubhuset, hvor der var kaffe og andre ligesindede. Det vil sige, at der meget hurtigt går nørderi i snakken, så mens regnen styrtede ned udenfor, råhyggede vi med historier om buebygning, bueskydning og buejagt.

Da regnen stoppede blev der serveret helstegt pattegris, og bagefter var der skydning efter “flyvende” gås,  ophængte lerduer og Robin Hood-skydning. Afslutningsvis blev det dyngvåde bål med kraftig starthjælp tændt op, og det var så lørdagens program.

Efter mere heftigt regnvejr, der trommede på teltdugen gennem natten, vågnede vi til en turneringssøndag med tørvejr. Morten og jeg kom i gruppe med Olaf, som ligesom os er ivrig buebygger. I dagens anledning havde han ladet den senebelagte bue blive hjemme. Våde nudler er gode at spise, men de fungerer ikke ret godt som buer, og weekendens vejrlig havde været en glimrende demonstration af, hvorfor den simple langbue af et enkelt stykke træ er perfekt tilpasset vores klima i Norden.

Dagens skydning var på 30 mål. Efter et stykke tid med mig som skriverkarl, måtte jeg konstatere, at Morten var særdeles hårdt skydende med sin helt nye fladbue af taks, og han passerede mig og var i stand til at holde føringen. Eller jeg var i stand til at holde mig efter ham.

Midtvejs skiftede skydesedlerne over i Mortens hånd, og han fik nu syn for sagn om hvor godt det gik. På de sidste 5 mål fik jeg bedre styr på min skydning, så ved aller sidste mål førte Morten kun med 1 point. Jeg fik lov til at skyde først og lavede et lavt lungeskud. Jeg var overmåde tilfreds med at kunne levere det skud under pres.

Til gengæld var Morten nu under maksimalt pres og skulle skyde minimum en lunge for at slå mig. Det blev i stedet til et kropsskud, så jeg endte på 199 og Morten endte på 197, hvilket rakte til en anden plads og en tredje plads. Søren Ploughmann var dukket op med en nylavet og meget knudret langbue af takstræ. Den bue kunne han også ramme med, så han slog os alle i træbueklassen med 209 point.

Morten fik revanche og gjorde rent bord i konkurrencerne om smukkeste bue og smukkeste pil. Hans take-down-fladbue af guldregn med slangeskindsbelægning vandt over min engelske langbue med topnock udskåret som en ravn.

Invitationen til Vejen Langbuetræf 2017 og 25 års jubilæum er allerede udsendt.