DM i 3D-bueskydning på Egeskov Slot

Endelig kom “Stradivarius”over alle Stardivariusser”, en Bue af ideel Skønhed, lavet af fejlfrit Træ af fineste Kvalitet, men sandelig ikke et legetøj for børn. Der skal en kraft på 85 Pund til for at trække Pilen til Odden […] Træet denne bue er lavet af voksede i min egen Have og var den midterste af en Klynge slanke Taksstammer, der stod i Skyggen for Enden af Haven, hvor Græsplænen gaar over i Skoven […] Buen bærer mit eget Fremstillings- eller Fabrikationsnummer 50 (Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille, “Impala”, 1937)

“Byg den dog om! Jeg har det altså ikke sådan, at jeg ikke vil lave om på en bue, bare fordi der er minder eller en historie ved den. Du vil blive superglad for den, hvis du tager 10 pund af den. Og det er jo et supergodt stykke træ!”

Den usentimentale kommentar kom fra Morten og var rettet til mig, der stod med min 15 år gamle taksbue i hænderne. En bue jeg havde lavet efter Saxton Pope’s favoritbue Old Horrible, som han havde givet målene på, i hans klassiske værk “Hunting with the bow and arrow” fra 1925. Den var på 60 pund, og jeg havde ikke skudt med den siden Lejrejagten 2009. Træet var et fantastisk flot stykke amerikansk taks, utrolig tætåret og næsten uden knaster. Den havde et lag råhud på ryggen, som jeg havde givet rødbrun narvsværte. Målet havde været en nuance, der mindede om kernetræets ravbrune glød, men effekten af narvsværten på den slebne råhud havde været chokerende. Den mørke farve blev suget op af råhudens kanvas, som blod fra et bestialsk mord på et kridhvidt gulvtæppe, og jeg havde fra første øjeblik altid haft et ønske om at omgøre malerjobbet.

Grev Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille med sin langbue, jagthund og Egeskov Slot i baggrunden.
Buejæger med sin langbue, jagthund og Egeskov Slot i baggrunden. Fra “Med bue og pil” af Carl Dreyer, 1936.

Danmarksmesterskabet i 3D på Egeskov slot bød på den perfekte anledning til et ombygningsprojekt. Egeskov Slot var nemlig hjem for grev Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille, som sammen med Carl Dreyer, forfatter til bogen “Med bue og pil” fra 1936 var med til at promovere bueskydning, buebygning og ikke mindst jagt med bue og pil i Danmark. Disse personer og deres bøger er stadigvæk grundpiller for os i dag, som interesserer os for at bygge og skyde med traditionelle langbuer og pile af træ. Hvad var vel derfor mere oplagt end at møde op til DM med en langbue bygget efter samme forlæg som den gamle greves langbuer?

Målet med ombygningen af min gamle bue var naturligvis en hurtig men væsentlig lettere bue og uden nogen forstærkende råhudsbelægning på ryggen. Fuldstændig ligesom greven havde bygget sine langbuer. Den skulle desuden ligne min nuværende favoritbue på 47 pund så meget så muligt med hensyn til styrke, hastighed og træfpunkt.

  • Grev Gregers Ahlefeldt Laurvig Billes langbue på 85 pund, som han fældede træet til i 1932 og havde færdiggjort som jagtbue til hans safari i Kenya i 1937.
Jeg startede med at fjerne læderhåndtaget og råhudsbelægningen, og gik derefter så i gang med at fjerne lak og træ på bugsiden med ziehklingen. Jeg brugte jævnligt skydelæren for at tjekke, at benene taperede jævnt ud mod hornnockerne. Det viste sig, at der var stive områder, der kunne sættes til at arbejde lidt mere. Under håndtaget sad der en knast, som jeg i 2001 havde forstærket mere end det måske var nødvendigt, ved at gøre buebenet ekstra tykt på det punkt. Det blev nu reduceret væsentligt. Håndtaget, der oprindeligt var buens bredeste sted, som på en engelsk langbue, indsmalnede jeg lidt som på en dansk stenalderbue. På det punkt ville den adskille sig fra grevens buer, men ikke blive mindre traditionel, og det er det håndtag jeg er vant til at skyde med nu. Det giver desuden en lidt bedre passage for pilen.

Buen var færdig i sidste øjeblik, og en kort træningsskydning i haven med den ombyggede bue og den gamle viste, at den ombyggede var nærmest identisk at skyde med, så jeg holdt fast i, at det var den jeg skulle skyde med til DM.

DM på Egeskov Slot 17. september 2016

Over 260 skytter var tilmeldt til DM, og Ulbølle Bueklub havde gjort en stor indsats for at sikre, at det forløb så effektivt som muligt og uden lange ventetider ved målene. Det lykkedes så godt, at min patrulje var færdig lidt i kl 15.00, som var den planlagte afslutning for skydningen.

Banen var en rigtig god blanding af korte og lange mål. Den ene halvdel af banen var udlagt i henholdsvis skov og på mark, mens den anden del var opstillet i slottets smukke park med ældgamle træer og høje hække og slottet som malerisk baggrund.

Min egen bue færdig og klar til DM på Egeskov Slot.
Min egen bue færdig og klar til DM på Egeskov Slot.

Morten, Rasmus og jeg stillede alle op med hjemmelavede træbuer, og vi har derfor vores egen lille interne konkurrence. Morten skød bedst af os tre og havde derfor håneretten i vores lille klub. Med 274 point havde han skudt sig ind på en samlet 13ende plads og et gennemsnit på 5,7 point per pil. Jeg havde skudt 262 point og Rasmus havde skudt 246 point. Det placerede os nogenlunde midt i feltet, og vi hørte flere give udtryk for, at det var en flot score med de simple træbuer, og at de kastede godt. Vi tror dog på, at vi ikke er så handicappede med træbuerne , som mange tror. Den største ulempe er nok, at man er nødt til at trække lidt flere pund for at få den samme hastighed, men det behøver ikke at være meget mere end 47 til 50 pund for at få en god flad pilebane. At Rasmus vælger at slide i det med en 60 punds bue må nok siges, at være et personligt valg, der ikke er nødvendigt af hensyn til hastigheden. Hvad det evt. giver af ekstra macho-effekt er en helt anden sag 🙂

Hvis jeg var en gnaven gammel mand kunne jeg have skrevet, at den gamle greve ville have vendt sig i sin grav, hvis han så de buer, der i dag bliver kaldt langbuer. Nu er jeg heldigvis en glad mand i min bedste alder, så jeg vil nøjes med at konkludere, at der er sket meget siden den gang, hvor man kunne sige, at det der karakteriserede langbuen var lange arbejdende bueben og et kort stift håndtag. I dag ligger forskellen mellem en jagt-recurve og en langbue tilsyneladende primært i buebenene, som ikke må have den sidste recurve på det yderste af benene. Håndtaget på mange langbuer er i dag opbygget lige så massivt som på en jagt-recuve.

Vores lille træbueklub med “war faces”. Fra venstre mod højre er det Morten, Jon og Rasmus. Og jo, det er faktisk Mortens warface. Som det kan ses mente Rasmus, at de historiske omgivelser krævede, at man stillede op i stiveste puds.

Når vi stiller op med træbuer, så kan det ikke være for at konkurrere på lige vilkår med alle de andre langbueskytter. Og en primitiv klasse kan først give mening, hvis mange flere skytter tager udfordringen op. Vi synes jo netop også, at det er rigtig sjovt og spændende at se hvor godt vi kan gøre det i konkurrencen med glasfiberbuerne. Omvendt er vi dog i dag i den paradoksale situation, at vi kan blive diskvalificeret i langbueklassen med en simpel træbue, hvis den har en knast i håndtaget, da “den vil kunne blive brugt som sigtemærke”, mens en langbue med en håndtagssektion så massiv som en jernbanesvelle kan gå glat igennem TK (teknisk kontrol). Så lidt mere hensyntagen til traditionelle langbuer af naturmaterialer ville ikke gøre noget. Måske vi en gang kan få skytter til at skifte til træbuer, hvis de må få lov til at bruge en knast som sigtemærke! Jeg tvivler stærkt på, at ret mange vil kunne få nogen som helst fordel ud af det, men hvem ved 😉

DM i 3D i 2016 var en flot og stor oplevelse i nogle af de fineste omgivelser jeg har skudt i endnu og med et umiskendeligt præg af historiens vingesus. Det ville bestemt ikke gøre noget, hvis Egeskov Slot eller andre lignende historiske monumenter blev kulisse for flere bueskydningsstævner.

Resultater