Tekst og Foto: Rasmus Skjoldman
Jeg tog til stævne på Ulvsborg med en 60# taksbue, som Jon havde bygget til mig i 2005, da min egen var eksploderet i Sverige ugen inden. Jeg var taget til sverige for at teste og klargøre mig til netop dette stævne, da buen opgav ævred. Jeg havde derfor ikke skudt med reserven men havde dog en klar fornemmelse af, at den ” sad godt”.
Det var en overskyet dag, og himlen var noget mørk. Jeg var i fuld tweed, da det er et historisk værksted, og vi var blevet bedt om at møde op klædt så historisk korrekt som muligt ud fra den bue vi bar.Det var en super bane. Alle mål var jagtmæssigt korrekt sat op. Fasan under foderhus, hare i højt græs, mår i brændestabel. Alle mål var små men på meget tætte hold. Et par mål skilte sig ud, ræv skudt igennem 15 cm bredt skydeskår på den anden side af voldgrav. Svin skudt meget stejlt under borg tårn, ligeledes ud over skyde skår. Svævende glente var der også. Banen bestod af 15 mål, og alle mål skulle skydes med 2 pile, men der skulle være mindst én skytte i mellem hvert skud, og banen skulle skydes 2 gange. Pointsystemet var 6 for hjerte, 4 for lunge og 2 i krop. Vi var ca. 25 skytter, 10 med kæp af træ og resten fiber.
Det var dejligt at mærke den pioner ånd, der prægede stævnet. Murphy havde alle kort på hånden, men der gik faktisk intet galt, ud over at præmierne blev låst inde sammen med nøglerne til bilen de lå i. Der var en del skytter, der ikke havde så meget erfaring, men alle var enige om, at det var et godt stævne. Jeg måtte låne 2 pile ud, så min patrulje kollega kunne gennemføre. En anden i min patrulje fik i al hast tilrettet en ny streng, da den hun mødte op med, mindede mere om en trodse til at forankre Queen Anne med end en buestreng.
Da Terrænet i Lammefjords-området officielt bruges til at nivellere og kontrollere vaterpas, er der helt fladt. Men som sagt var banen perfekt udlagt. Jeg fik drukket 1 l vand pr. baneomgang og holdt mig løbende mæt ved at spise power bar og beef jerky. Jeg prøver at holde mit blodsukker niveau så ens som muligt over hele dagen.
Noget må have været rigtigt. Jeg kom ind som nr. 5 blandt fiber skytterne og nr. 1 i træ? Jeg fik 142 point, nr. 2 112 og nr. 3 fik 76.
Jeg har døjet med at pilene gik til venstre. Det fik jeg fikset ved at fjerne det læder, der beskytter buen ved pile anlægget. 2 mm betyder meget for spinen. Jeg har også trænet en del med at ramme en lodret snor hængende med noget vægt fra skiven. Det havde åbent bart båret frugt.
Jeg kan roligt anbefale Ulvsborg-stævnet til alle, der nyder samvær og god udfordrende skydning. Hvis man er “fita-skytte” skal man nok vælge et andet stævne, da der i Ulvsborg er lagt vægt på jagt relevante skud og ikke fita curling regler.