I maj 1806 var Lewis og Clark-ekspeditionen* på vej tilbage over det Amerikanske kontinent. I det nuværende Idaho boede de som gæster hos Nez Percé-indianerstammen, mens de ventede på at sneen skulle smelte i Bitteroot Mountains, så de kunne krydse bjergene og komme tilbage ind på den vildtrige prærie i Montana. For at fordrive ventetiden arrangerede de en turnering, der bl.a. indebar skydekonkurrencer. Lewis imponerede indianerne, der endnu ikke havde skydevåben, med at ramme et mindre mål to gange på en afstand af 200 meter. Til gengæld slog indianerne overbevisende de hvide fra hesteryg, ved at demonstrere deres overlegne præcision med bue og pil. Sågar ved at skyde mod rullende mål fra ryggen af en galloperende hest. Et fascinerende eksempel på hvad man har trænet, når bue og pil har været det primære våben i jagt og mobil krigsførelse.

Bevægelige mål, det være sig rullende eller flyvende, er utrolig underholdende og ikke mindst jagtrelevant træning. De 3D-mål man skyder på, til de jagtrunderunder vi og mange andre går til, står stille, og selv om arrangørerne kan have gjort sig umage med at opstille svære og udfordrende mål, så er et bevægeligt mål en helt anden sag.

For bueskytter er det ikke så nemt at komme til at træne på bevægelige mål, da der ikke findes mange bueskyttebaner med den slags .  Er man imidlertid et par stykker, og har man adgang til en god stor mark, så er det oplagt selv at arrangere lidt træning på bevægelige mål. Skydning på bevægelige mål kræver, at man som skytte er i stand til at fokusere på og følge målet med øjnene og dernæst forudsige både målets og pilens bane, så de to forhåbentlig mødes i ét punkt længere fremme. Det er en bevægelse og sigtemetode, der er velkendt for haglskytter, og det er noget af det samme bueskytten skal opnå. Det er ikke nemt, og selv om man hurtigt kan føle, at man er i stand til at komme tæt på, så er det svært at blive konsistent.

Til vores træning har vi skåret nogle “tallerkner” af forskellige rester af  skydeskivemateriale. Tykkelsen er mellem 5 og 10 cm, og diameteren er mellem 20 og 30 cm. Hvis de er for lette til at kaste med og meget let mister farten eller ændrer retning, så hjælper det at vikle og binde eksempelvis en stump cykelslangegummi rundt om tallerknen. Det giver en bedre retningsstabilitet.

På billedserierne her skyder vi “bagduer”. Dvs. at kasteren og skytten står på skydelinjen, og skytten skyder “duen”, når den bliver kastet væk fra kasteren og skytten. Det er her nemt at sikre, at sikkerheden er i orden.

Vi skyder med flu-flu-pile (pile med 4 – 6 store fjer, der ikke er blevet klippet ned) for hurtigt at sænke farten på pilene, så de ikke flyver så langt. Er marken flere hundrede meter lang og bred, er det ikke absolut nødvendigt. Så skal man bare gå længere, når man skal hente pile. Hvis man rammer skal man selvfølgelig ikke gå så langt 🙂

* Lewis og Clark-ekspeditionen fandt sted fra 1804-1806. Det var kaptajn Meriwether Lewis og sekondløjtnant William Clark, der som anførere for en ekspedition fik til opgave at opdage og kortlægge det vestlige USA samt at finde en søvej til Stillehavet. Det var USA’s daværende præsident, Thomas Jefferson, som pålagde dem opgaven. Kilde: Wikipedia og bogen “Undaunted courage” af Steven E. Ambrose.