Endelig kom “Stradivarius”over alle Stardivariusser”, en Bue af ideel Skønhed, lavet af fejlfrit Træ af fineste Kvalitet, men sandelig ikke et legetøj for børn. Der skal en kraft på 85 Pund til for at trække Pilen til Odden […] Træet denne bue er lavet af voksede i min egen Have og var den midterste af en Klynge slanke Taksstammer, der stod i Skyggen for Enden af Haven, hvor Græsplænen gaar over i Skoven […] Buen bærer mit eget Fremstillings- eller Fabrikationsnummer 50 (Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille, “Impala”, 1937)
“Byg den dog om! Jeg har det altså ikke sådan, at jeg ikke vil lave om på en bue, bare fordi der er minder eller en historie ved den. Du vil blive superglad for den, hvis du tager 10 pund af den. Og det er jo et supergodt stykke træ!”
Jeg er ved at prøve noget jagttøj, da jeg på væggen over for mig får øje på et sort-hvidt billede fra en tid, som symboliserer noget ganske andet end det overvældende univers af plastic, stål og bling-bling jeg befinder mig i nu – en Bass Pro Shop i San Jose i Californien, arealmæssigt på størrelse med en Bilka-butik og fyldt væg til væg med alt, hvad tænkes kan til jagt, lystfiskeri og anden form for friluftsliv. Billedet viser en gruppe på fire jægere, der sidder i en granbevoksning bag en læskærm af lærred og varmer hænderne ved et bål. Ved siden af dem står et par langbuer med recurve, og på bålet står en emaljegryde. Mændende er iklædt tophuer og hvad der ligner kraftige uldjakker eller -skjorter i ensfarvede grå jordfarver. En enkelt er iklædt en ternet skjorte. Med tanke på, at hjorte og mange andre byttedyr er farveblinde, er jægerne formentlig ganske godt camoufleret for det de jager.
Amerikanske buejægere fra en tid, hvor buejægere lignede og lugtede som mennesker.
Jeg tror, at mange andre, der lige som jeg er interesseret i buejagt og langbuer, har en særlig fascination af den periode omkring de to verdenskrige, hvor buejagten i USA i sær, men også i Danmark, var i vækst og stadigvæk var stærkt præget af den enkelte jægers evner i træværkstedet og til at klare sig med få hjælpemidler i skoven. Når jeg ankommer til Vejen Buejagtbane til årets Traditionel Træf og træder ind i det hyggelige klubhus med de mange historiske blade, billeder, buer, pile og andre memorabilia på væggene, så kan jeg næsten ikke komme tættere på at være en del af den tid.
Hvis man vil prøve formen af til et skive stævne er Odinstævnet hos Det Fynske Buemager Laug et godt valg. Stævnet er sat i idylliske omgivelser ved Hollufgaards vandmølle på Fyn og er bygget op som et rigtigt Robin Hood stævne, hvor der skydes 6 * 3 pile på henholdsvis 36, 24 og 18 yards til 10 delt ringskive i kongens farver (gul, rød, blå, sort, hvid). Det lyder måske umiddelbart lidt trist, men der skydes i hold af 10, og der er tid til ”bue-nørdning” i mellem skydningerne.
Jeg blev inviteret til at deltage i Forbundsmesterskab i Jagtbueskydning 2016af Torben ( glas langbue skytte ) ved et tidligere stævne. Jeg ville selvfølgeligt se om taksen på de 60# kunne gøre sig. Det var et et pils stævne, altså 1 mål 1 pil. Scoringen var 5 for hjerte, 3 for lunge og -1 for krop og forbi skud! Hårde odds.
Kan man gøre sig med en træbue til et stævne med plastic-buer?
Danish Open 2012. Rasmus Skjoldman tæller patruljens scorer på en dåhjort.
Da Danish open er et krævende stævne og det stævne i Danmark, der byder på de vanskeligste skud, var det oplagt at prøve den primitive form af.
Det er et stævne over 2 dage, hvor de 16 bedste normalt går videre til elimination dagen efter. Det var derfor mit mål at blive een af dem. Konkurrencen er hård, da der deltager skytter fra Tyskland, Norge og Sverige, og derfor plejer det ikke at være en ” gå tur i parken” at placere sig mellem de 16 bedste.
Nok snak, mere handling.
