Klokken er lidt i syv en fredag morgen en uge inde i bukkejagten. Fra mit sæde i et højt asketræ på kanten af en mergelgrav kan jeg overskue det lange hegn og skovbryn, hvor det grænser op til græsningsoverdrevet. Et enligt rådyr står ude på overdrevet ikke langt fra samme skovbryn. Over ryggen på dyret gennembrydes bævreaspenes let gullige blade af den røde morgensol. Længere ude ses hvidblomstrende tjørn, og blandt dem fortaber landskabet sig i en drømmeagtig dis. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at bukken også snart vil komme ud fra skoven. Det har nu flere gange vist sig, at han slår et smut herud i det åbne ved vandhullet med piletræerne og deres friske grønne blade på netop dette tidspunkt.
Denne artikel om bukkejagt med bue er publiceret i Mit Jagtblad og kan læses i sin fulde længde her:
”Jeg trækker altså tøsekortet,” sagde Morten og slukkede den brænder, som jeg havde medbragt til det formål at opvarme den skurvogn, vi sov i. Den ubehagelige tanke om, at fem familiefædre skulle stemple ud pga. kulilteforgiftning forårsaget af en spritbrænder i en skurvogn, var nok til at holde ham vågen, og jeg havde sandt at sige heller ikke den viden parat, der kunne overbevise hverken Morten eller mig selv om, at den situation umuligt kunne opstå.
Denne artikel om riffeljagt efter vildsvin i Tyskland er publiceret i Mit Jagtblad og kan læses i sin fulde længde her:
Det er første morgen på et 1.500 hektar stort jagtområde i det vestlige Skotland, hvor vi fem danske jægere har en aftale med den lokale stalker om, at vi kan jage på egen hånd. Nattemørket er på tilbagetrækning, og jeg lægger mig til rette på “stenen”, som mine jagtkammerater har anvist mig retningen til i mørket. Imens kører de videre ud på reviret. I mørket ses lygterne fra deres bil, som netop har rundet et hårnålesving og nu stille kryber længere op ad bjergvejen på den anden side af en kløft foran mig. Lidt efter forsvinder de ned bag en top i terrænet. Jeg har endnu ikke set landskabet i dagslys og er spændt på hvad der vil dukke frem.
Dybe hjortebrøl ruller op gennem kløfterne foran mig og fra skoven bag mig i det røde morgenlys. Nu starter det!
Denne artikel om riffeljagt efter kronhjort på egen hånd i Skotland er publiceret i Mit Jagtblad og kan læses i sin fulde længde her:
I maj 1806 var Lewis og Clark-ekspeditionen* på vej tilbage over det Amerikanske kontinent. I det nuværende Idaho boede de som gæster hos Nez Percé-indianerstammen, mens de ventede på at sneen skulle smelte i Bitteroot Mountains, så de kunne krydse bjergene og komme tilbage ind på den vildtrige prærie i Montana. For at fordrive ventetiden arrangerede de en turnering, der bl.a. indebar skydekonkurrencer. Lewis imponerede indianerne, der endnu ikke havde skydevåben, med at ramme et mindre mål to gange på en afstand af 200 meter. Til gengæld slog indianerne overbevisende de hvide fra hesteryg, ved at demonstrere deres overlegne præcision med bue og pil. Sågar ved at skyde mod rullende mål fra ryggen af en galloperende hest. Et fascinerende eksempel på hvad man har trænet, når bue og pil har været det primære våben i jagt og mobil krigsførelse.
I 2016 skød vi med taksbuer. Vinteren 2015-2016 blev tilbragt i værkstedet med at flække, save og snitte i et par taksstave fra den samme stamme, og resultatet var et par fine søsterbuer, der fulgtes ad til flere turneringer i 2016. I 2017 skulle det være anderledes.
Her følger mine noter fra læsning af bogen ‘Archery – Its theory and practise’ fra 1856 af Horace Ford. Bogen er den vigtigste og meste banebrydende bog fra sin samtid og omhandler, hvordan man opnår præcision i skiveskydning med den engelske langbue.
Horace Ford blev født i 1822. Han begyndte sin professionelle karriere i sin faders advokatkontor i London. Senere bestyrede han en kulmine i Wales.
1840’erne var præget af en stigende popularitet og anerkendelse af bueskydning som sport i England og derfor også et stigende sportsligt niveau. Ford udmærkede sig ved at vinde det Britiske mesterskab i 1849, en titel han vandt hele 12 gange.
Jeg tog til stævne på Ulvsborg med en 60# taksbue, som Jon havde bygget til mig i 2005, da min egen var eksploderet i Sverige ugen inden. Jeg var taget til sverige for at teste og klargøre mig til netop dette stævne, da buen opgav ævred. Jeg havde derfor ikke skudt med reserven men havde dog en klar fornemmelse af, at den ” sad godt”. Læs videre Til stævne i Ulvsborg, Lammefjorden→
Endelig kom “Stradivarius”over alle Stardivariusser”, en Bue af ideel Skønhed, lavet af fejlfrit Træ af fineste Kvalitet, men sandelig ikke et legetøj for børn. Der skal en kraft på 85 Pund til for at trække Pilen til Odden […] Træet denne bue er lavet af voksede i min egen Have og var den midterste af en Klynge slanke Taksstammer, der stod i Skyggen for Enden af Haven, hvor Græsplænen gaar over i Skoven […] Buen bærer mit eget Fremstillings- eller Fabrikationsnummer 50 (Gregers Ahlefeldt Laurvig Bille, “Impala”, 1937)
“Byg den dog om! Jeg har det altså ikke sådan, at jeg ikke vil lave om på en bue, bare fordi der er minder eller en historie ved den. Du vil blive superglad for den, hvis du tager 10 pund af den. Og det er jo et supergodt stykke træ!”
Jeg er ved at prøve noget jagttøj, da jeg på væggen over for mig får øje på et sort-hvidt billede fra en tid, som symboliserer noget ganske andet end det overvældende univers af plastic, stål og bling-bling jeg befinder mig i nu – en Bass Pro Shop i San Jose i Californien, arealmæssigt på størrelse med en Bilka-butik og fyldt væg til væg med alt, hvad tænkes kan til jagt, lystfiskeri og anden form for friluftsliv. Billedet viser en gruppe på fire jægere, der sidder i en granbevoksning bag en læskærm af lærred og varmer hænderne ved et bål. Ved siden af dem står et par langbuer med recurve, og på bålet står en emaljegryde. Mændende er iklædt tophuer og hvad der ligner kraftige uldjakker eller -skjorter i ensfarvede grå jordfarver. En enkelt er iklædt en ternet skjorte. Med tanke på, at hjorte og mange andre byttedyr er farveblinde, er jægerne formentlig ganske godt camoufleret for det de jager.
Amerikanske buejægere fra en tid, hvor buejægere lignede og lugtede som mennesker.
Jeg tror, at mange andre, der lige som jeg er interesseret i buejagt og langbuer, har en særlig fascination af den periode omkring de to verdenskrige, hvor buejagten i USA i sær, men også i Danmark, var i vækst og stadigvæk var stærkt præget af den enkelte jægers evner i træværkstedet og til at klare sig med få hjælpemidler i skoven. Når jeg ankommer til Vejen Buejagtbane til årets Traditionel Træf og træder ind i det hyggelige klubhus med de mange historiske blade, billeder, buer, pile og andre memorabilia på væggene, så kan jeg næsten ikke komme tættere på at være en del af den tid.
Hvis man vil prøve formen af til et skive stævne er Odinstævnet hos Det Fynske Buemager Laug et godt valg. Stævnet er sat i idylliske omgivelser ved Hollufgaards vandmølle på Fyn og er bygget op som et rigtigt Robin Hood stævne, hvor der skydes 6 * 3 pile på henholdsvis 36, 24 og 18 yards til 10 delt ringskive i kongens farver (gul, rød, blå, sort, hvid). Det lyder måske umiddelbart lidt trist, men der skydes i hold af 10, og der er tid til ”bue-nørdning” i mellem skydningerne.
